Artikkelindeks

Kyllingerne udruges i maskine.
Så mange det er muligt sættes til høner der vil ruge eller passe kyllinger. Min teori er at kyllingerne ikke ved om de er ruget i maskine eller under en levende høne. Det der må være afgørende er at kyllingerne går hos en vagtelhøne. Langt største parten af mine vagtler har da også stadig rederbygnings trangen og lysten til at ruge. Omkring de lidt mere vilde arter der har svært ved at passe egne kyllinger, har jeg med held brugt ImageBob White høner til at passe disse kyllinger. Kyllingerne flyttes 4-5 gange i løbet af deres opvækst, til forskellige volierer og burer og ofte blandes de forskellige hold kyllinger, når de er selvstændige. Dette bevirker at kannibalisme minimeres og det er væsentlig lettere at tilpasse antal og bur størrelse uden problemer. Et hold kyllinger der har gået sammen hele opvækstperioden kan være meget vanskelige flytte sammen med andre kyllinger, af samme alder.

Foder.
Foderet jeg bruger til kyllingerne er en blanding af vildt startfoder og lidt undulat blanding, tilsat blå valmue og trækul, foderkridt, samt grit af forskellig slags. Blandingen er baseret på at den indeholde alt hvad vagtlerne har behov for.
De voksne vagtler får et vildt æglægningsfoder i lægge perioden og voksfoder i hvileperioden.
Begge pille blandinger tilsættes en blanding, (blandingsforhold 1-1) af byg, hvede, majs, ærter, der er knækket, samt undulatblanding, blå valmue, trækul, og en lille smule tørret rønnebær. Samt grit af forskellig art samt foderkridt plus lidt tørret æggeskaller. Korn, majs, ærter, og pillefoder køres igennem en stor kaffe kværn og soldes i passende størrelse, efter kyllingernes alder. Denne blanding tilsættes 1 teskefuld Vispumin pr. kg. foder. I sommer perioden får de også en smule grønt hver anden dag.


Nogle fugleholder vil nok sige at det minder om et hønseri. Jeg mener dog ikke at det er tilfældet, da burer og foder er lavet udfra det der hos mig har givet de bedste og sundeste vagtler uden adfærdsproblemer. At man tilgodeser vagtlernes adfærd, er vigtig ved opdræt af vagtler, da stres er et stort problem ved vagtler der føler sig dårlig tilpas ved omgivelserne. Stres hos vagtler viser sig ved tynd mave. Når man har mange forskellige arter og farver vagtler er det en fordel at de er lette at overskue, for hurtig at løse måske opståede problemer, samt at det er let at fodre uden at stresse dyrene.
At jeg holder vagtler på denne måde er ikke ensbetydende med at de kun kan holdes på denne måde.
Hvis man f.eks. har nogle volierer med parakitter og bunden består af et tykt lag tørt sand er der rigtig gode muligheder for at holde et par vagtler i en sådan volierer. Jeg har flere gange,( i volierer ) haft Bob White og skælvagtler gående sammen med undulater og risfugle. Disse vagtler opholder sig i bunden om dagen og flyver om aftenen op på pind og sover. Hvis det drejer sig om de helt små småfugle, er den bedst egnede vagtel Kineser eller Harlekin vagtel. Hvis man vælger den meget smukke Californisk topvagtel, bør det være til volierer med store parakitter, duer eller fasaner, da den bevæger sig rundt i hele volieren.
Et par meget lette arter at starte med er Fransk vagtel og Japansk vagtel. Disse vagtler stiller ikke de store krav og ligger et æg for hver 18 time døgnet rundt, kyllingerne er også mere hårdføre end de ovennævnte arter. Disse 2 arter er ofte brugt som produktions dyr, til masse produktion af slagte vagtler. I kraft heraf har de mistet mange af deres naturlige instinkter. Det er meget sjældent at man ser en af de 2 nævnte arter fører kyllinger, da de gennem mange generationer er udruget og opfostret på kunstig vis. Mange gange har de også skallede partier i fjerdragten, der uden tvivl er en følge af at der hele tiden udvælges de mest produktive dyr, uanset udsende.

Aktuell video

Avem

Nettbutikken Avem

Det du trenger til oppdrett